Hvad er et ISBN-nummer? september 24, 2018 – Posted in: Udgiv – Tags: , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks*

ISBN – en international talkode for bøger

Et ISBN-nummer er ifølge ISBN kontoret “en unik international identifikator for monografiske publikationer”. På mere mundret dansk betyder det, at ISBN-nummeret er en talkode, der bliver brugt til bøger, og som er helt unik. Tidsskrifter, eller periodica, har deres eget nummersystem, som kaldes ISSN.



Hvad betyder ISBN-nummeret?

ISBN-nummeret er en talkode, der gives til bøger, digitale udgivelser, film og lydbøger. ISBN-nummeret er en unik kode, der tildeles den enkelte udgivelse – så læseren ved, at lige præcis dette eksemplar af bogen er fremstillet i dette år og i denne specifikke udgave.

ISBN-nummeret er sammensat af forskellige elementer, der fortæller noget om oprindelsesland, forlag og titel. Til eksempel ser ISBN-nummeret for min bog Polterabend for kvinder sådan her ud: 978-87-935-1518-5, hvor “978” er en fast kode, mens “87” er en landekode. “935” er forlagsnummeret for Pretty Page, og den sidste del af talsekvensen er titelnummeret samt et kontrolciffer.

Før 2007 bestod ISBN-nummeret kun af 10 cifre, men for at kunne konvertere det til en EAN-stregkode, indførtes den 13-cifrede talkode.



Nye udgaver får nye ISBN-numre

De fleste bøger gennemgår en større eller mindre redigering, når de udgives i en ny udgave. I det tilfælde, at en større gruppe har brug for at læse den samme tekst, er det smart at kende ISBN-nummeret på den udgave, man ønsker at læse. Når underviseren f.eks. fortæller sine studerende, at de skal finde og læse kapitel 4 af det eksemplar af Den gode opgave, der har ISBN-nummer 978-87-593-2917-7, så kan underviseren gå ud fra, at alle har læst det samme.

For skønlitteratur kan ISBN-nummeret også fortælle noget om en bestemt skønlitterær oversættelse. Der er stor forskel på hhv. den gamle og den nye oversættelse af Håndbog for vakse galakse-blaffere, der kom i 1985 og blev oversat af Helle Gilderdale. ISBN-nummeret her var 87-588-0129-4. Den nye oversættelse fra 2009 hedder nu bare Håndbog for galakse-blaffere, har ISBN 978-87-11-43945-6 og er oversat af Lasse Schmidt. Det ses her, at også forlaget har skiftet, fra Tellerup til Lindhardt og Ringhof.



Hvorfor skal du dobbelttjekke ISBN-nummeret?

Begge bøger er gode eksempler på, hvorfor det for dig som forlag eller selvudgiver er så vigtigt at have godt styr på dine ISBN-numre. Jeg trippeltjekker altid ISBN-nummeret i kolofon og på bagsidens stregkode, og når jeg sætter bogen til salg. For mine læsere er det vigtigt, at de ved, hvilken udgave af bogen, de køber.

Som bibliotekar har jeg registreret flere bøger, hvor forlaget har været nødt til at sætte et klistermærke henover stregkoden på bagsiden eller manuelt har streget kolofonens ISBN-nummer over og noteret det korrekte med en kuglepen. Det ser temmelig uprofessionelt ud, så tjek hellere én gang for meget.

Se flere artikler om at selvudgive her...